onsdag den 19. marts 2014

Om det at farve garn.........



I et tidlige indlæg fra maj 2013, fortalte jeg om baby filtefutter som jeg har lavet i mange år.
Engang imellem farver jeg garnet, så jeg også har nogle andre farver end hvid.



Det er garn fra vores egne får jeg farver med Lanasyn farver. Det kræver en meget mild kemi , blot salt ( ammoniumsulfat), noget eddikesyre og Lyogen ( forbedrer farvningen på de enkle fibre, så farvningen bliver jævn og ensartet)



Farve, salt og lyogen køber jeg hos Uldfisken, hvor man også kan købe vejledning til farvning.
Jeg har denne gang farvet rosa, brun og olivengrøn.
Det er nemt, bare man følger anvisningerne.



Farvepulver røres op med vand. 
Farveprøverne som ligger ved siden af har jeg engang købt andetsteds. De er gode at have når farver skal vælges.






Farveblandingen er nu blandet i vandet med salt, lyogen og eddikesyre. Heri lægges garnet, og der varmes langsomt op til 90 grader under omrøring. Denne temperatur holdes i ca 1 time. Garnet afkøles derefter i farvebadet til næste dag.
Skylles og det er klar til brug.












Jeg er vild med farverne,og glæder mig til at strikke af garnet.

lørdag den 8. marts 2014

Blåregn, stærk og sej !



Jeg kan huske da jeg var barn, at jeg var fuld af forundring når der var en mælkebøtte eller et græsstrå der var vokset op gennem asfalten på vejen. Tænk at noget så blødt kunne vokse igennem noget så hårdt.



I vores have har vi en stor blåregn, den er vel 10 år gammel.



Den har vokset op ad samme hegn i al den tid.
Rundt og rundt har grenene snoet sig om flethegnet.
Og kvast det, som var det af smør.












Er det ikke utroligt, sikke en kraft.
Blåregnen knækkede desværre en del grene ved en af efterårstormene, så nu har vi klippet den ind. 
Og så skal den have et nyt hegn.
Spørgsmålet er bare, hvilket? 
Der er nok ikke noget der kan hamle op med disse kræfter, men så må vi jo bare skifte hegn igen.

Trunte på pilehegnet.



Nogle vælger den nemme løsning, andre vælger udfordringer.
Vores kat Trunte vælger altid det sidste.
Idag var hun på jagt efter fugle, og valgte en høj udkigspost.
Sikke en balance og smidighed hun lagde for dagen.
Det er så fascinerende at se en kat jage, men denne gang var der ingen gevinst.