torsdag den 23. februar 2017

Mormor's sodavands glas.




Min mormor har haft en stor indflydelse på min barndom.

Jeg har dejlige minder hos hende, om et fristed hvor der var plads til at lege og være barn.

Min mormor og morfar havde en lille ejendom, med frugtavl og hvor de dyrkede blomsterløg.

Min mor hjalp til når der var behov for ekstra hænder. 
Det kunne være, når blomsterløg skulle høstes eller når der skulle plukkes frugt.

Det betød at vi ( min storebror og jeg ) var med og tilbragte meget tid hos vores bedsteforældre.
Mormor var ikke én som satte tid af til at lave noget med os, men hun tog os med i de ting hun selv var igang med.
Ellers legede vi bare selv.

Vi var tit til søndags middag hos dem. 
Sommetider sammen med vores moster,onkel og 4 fætre.
Det var hyggeligt.

Da mormor døde, var der enkelte ting som jeg gerne ville arve.
Hun havde mange fine ting, men ikke alle havde den samme affektions værdi som andre.

Jeg ville gerne have hendes farvede sodavands glas.
Hun var meget forsigtig med dem, de kom kun frem til jul eller andre højtider.



Vi børn fik lov til at drikke citronvand af dem, og fik besked på at passe på. 

Jeg har altid haft noget med de glas. 
Ved ikke lige hvad det er, men de giver gode minder.


Jeg var heldig at arve dem. Der var 6 styk. 
Nu bruger jeg dem til vores julebord, og andre højtider.





Jeg har siden fundet 5 mere på loppemarkeder rundt omkring. 
Jeg vil gerne have 2 mere, så jeg leder stadig.

Jeg har søgt og ledt på nettet for at finde ud af hvad de hedder og hvem der har produceret dem, men endnu uden held.

tirsdag den 14. februar 2017

Vintergækken. En fin forårsbebuder.




Det er mørkt og koldt, himlen er grå og vejret er fugtigt.
Januar og februar er lange og man længes efter sol og varme, eller bare forår og grønt.

Under en busk fandt jeg nogle vintergækker som havde trodset kulden og var ved at springe ud.

Hvilken fryd, så er foråret, næsten, tæt på.

Indtil den kommer, vil jeg nyde min lille buket af forår i min varme stue.



søndag den 12. februar 2017

Koldhævede valnøddeboller.




Valnøddeboller er godt.

De er lækre til morgenbrød, til madpakken, til eftermiddagsteen eller bare lækre.

Jeg bager tit valnøddeboller, og min opskrift er bare så nem.
Dejen bliver rørt sammen dagen før de skal bages og kræver ingen specielle ingredienser.

Vores valnøddetræ giver os så mange valnødder hvert efterår at vi har dem i rigelige mængder og mange af dem ender i brød og boller.

Til ca 12 boller skal du bruge:

3 dl kærnemælk
3 dl koldt vand
20 gr gær
5 dl grahamsmel
3 dl hvedemel
1 dl havregryn
1 tsk salt 
1 håndfuld valnødder

Sådan gør du:

Kærnemælk, vand, gær og salt røres sammen.
Tilsæt grahamsmel og havregryn og rør rundt.
Tilsæt hvedemel og valnødder indtil dejen ikke er for flydende, men til at røre i.
Sæt film på skålen og sæt den i køleskabet natten over.

Næste morgen sættes bollerne på en bageplade med bagepapir med en spiseske. 
De skal IKKE æltes eller formes.


Forvarm ovnen på 250 grader (varmluft) 
Sæt bollerne i ovnen og skru ned på 225 grader og bag dem i 15 minutter.


Fyldet i bollerne kunne også være kerner, rosiner, revne gulerødder eller andet.

Kun fantasien sætter grænser.