mandag den 25. juli 2016

Hindbærmousse med råsyltede bær, en skøn dessert der smager af sommer.




Jeg holder meget af hindbær.

Der er en række hindbær i vores have, efterårs hindbær  (Autum bliss).

Det er planter jeg har fået af min far, som ikke er mere.

De bærer masser af store, røde, saftige og lækre ormefrie bær i august. 

Jeg har altid hindbær i fryseren, man må ikke gå ned på hindbær.

Jeg laver skøn hindbærmarmelade, hindbærsaft og hindbærdesserter af mine bær. 

Desserter er prikken over iét, kysset på læben efter en god middag.

Her får du en af mine bedste dessert opskrifter med hindbær.


150 gr hvid chokolade
300 gr hindbær ( gerne frost )
75 gr flormelis
2 dl creme fraiche 38%
2½ dl piskefløde

Råsyltede bær:

150 gr hindbær ( gerne frost )
2 spsk rørsukker
1 tsk reven skal af en økologisk appelsin

Smelt chokoladen over vandbad.
Kom hindbær og flormelis i en skål og mos dem med en gaffel.
Pisk cremefraiche og piskefløde til skum.
Rør 1/3 af skummet i den varme chokolade til en blød creme.
Bland straks denne creme med resten af skummet og hindbærmosen.
Fordel hindbærcremen i 6 pæne glas og lad den sætte sig i køleskabet i mindst 2 timer.

Råsyltede bær:

Kom hindbærrene i en skål og bland dem med rørsukker og appelsinskal.
Lad hindbærrene trække i køleskabet i mindst 2 timer.
Mos eventuelt hindbærrene let med en gaffel og fordel hindbær og saft på toppen af moussen før servering.





søndag den 10. juli 2016

Strikkekrus til Inga.





Jeg holder meget af at give gaver, især til mennesker som betyder meget for mig.

Jeg gør mig umage for at købe gaver som passer til og forhåbentlig glæder modtageren.

Min veninde, som jeg har kendt det meste af mit liv, har lige haft fødselsdag og  jeg ville gerne give hende en god gave.



Hun har næsten altid strikketøj i hænderne, og har gang i flere projekter hele tiden.

Det var derfor oplagt at give hende noget der relaterede til strik.

Til jul holdt jeg juleaften med min niece, som også er en kreativ sjæl, og hun fik nogle strikkekrus fra Else Rasmussen i julegave. 



Jeg forelskede mig straks i dem og kontaktede Else.
Hun ville gerne lave krus til mig, jeg kunne endda få dem i den farve jeg ønskede.
Hun laver også de fineste garnskåle.



Jeg måtte eje nogle krus selv, så jeg bestilte også 2 til migselv. 

Mon ikke jeg må have flere, de er så flotte og kan fås i mange skønne farver.

søndag den 3. juli 2016

Italiensk is, a al mor.




Sommetider finder man noget som var glemt.

Jeg skulle have en dessert med til et arrangement, og var lidt tom for ideer.

Jeg havde ikke lyst til at bruge favoritterne, så jeg kiggede i min opskrift mappe.

Her fandt jeg min mors opskrift på italiensk is, det var det hun kaldte den, jeg ved ikke hvor italiensk den er, men isen smager godt.

Hun lavede den tit, så jeg blev lidt nostalgisk da jeg fandt opskriften.

Isen er rigtig god, der er knas og meget smag i den.


Opskriften er til 4 personer.

4 æggeblommer
6 spsk flormelis
200 gr mørkchokolade( ca 60 %)
25 gr mandler
6  makroner
½ liter piskefløde

Pynt: 
Jordbær, blåbær
hvid chokolade

Æggeblommer og flormelis piskes hvidt og luftig.

Halvdelen af chokoladen smeltes over vandbad og vendes i æggemassen.

Resten af chokoladen hakkes groft sammen med mandlerne.
Makronerne knuses groft.
Blandes i æggemassen.

Jeg rev også skallen af en økologisk appelsin i, den er god sammen med chokoladen. Du bestemmer selv.

Fløden piskes og vendes i.

Hældes i en springform ( ca 22 cm ) og sættes i fryseren i mindst 5 timer. 

Tages ud af fryseren 15 minutter før servering og pyntes med bær og hvid chokolade spåner.