torsdag den 1. december 2016

Kalenderlys dekoration.

I dag har jeg lavet en kalenderlys dekoration. 

Det er ikke hvert år jeg laver en dekoration med gran og lys. 

Jeg plejer at blive træt af granet efter et par uger, når det visner og drysser med grannåle.


Men i år havde jeg lyst til en juledekoration, som min mor lavede dem.

Lys og ler er købt i Netto, alt andet er noget jeg havde i forvejen eller har fundet i haven. 


Jeg kan bedst lide enkle dekorationer. 

Nu står min på vores sofabord. 

Jeg syntes, det er hyggeligt at tænde lyset hver aften og tælle dagene ned til juleaften.


God 1. december til jer alle.


mandag den 14. november 2016

Skifer fliser....... DIY


Sommetider trænger man til noget nyt, eller at der sker lidt nyt i hjemmet.

Jeg har længe været træt af vores løsning med en glasplade ved komfuret. 
Jeg ville gerne have glaspladen skiftet ud.



Det skulle ikke bare være nogle almindelige fliser eller en stålplade.

Men hvad ?

Pludselig kom ideen. 

Vi var på restaurant, og fik serveret en lille aperitif på en sort skifer plade. 
Jeg syntes at pladen var rigtig flot.

Hvad nu, hvis man anvendte brugte skiferplader fra et tag til en ny vægbeklædning ?
Jeg fortalte ideen til manden i mit liv og den var han med på.
Vi tog ud til en genbrugs/ophugger plads ved Odense. 
Ejeren havde lige hvad vi skulle bruge - gamle skifer tagplader.
Vi skulle bruge plader der kunne skæres ud til 19,5 cm x 19,5 cm. 
Han havde en kasse med frasorterede plader som var knækket eller revnet, men ellers ok. 
Der fandt vi hvad vi skulle bruge.



Og prisen ? Tja, 100 kr. Det var helt ok.

Hjemme blev pladerne skåret op i mål med en vådskærer.



Derefter blev de sat på væggen og fuget med sort fuge.






Til sidst blev de tørret rene og smurt med stenolie.
Vi er meget glade for resultatet.






Jeg kan især godt lide, at der er slid og huller efter brug på dem og at det er genbrug.

søndag den 6. november 2016

Tid til julemarked.




Idag har jeg været på November marked hos Østfyns Produktionsskole i Marslev.


Der var mange stande, hvor man kunne købe gode genbrugs ting, privat fremstillet husflid og kunsthåndværk. 


Der var også en del juleting, både nyt og gammelt.


Jeg fandt en æske med gammelt juletræs pynt. 


Kuglerne fik mig til at tænke på min barndoms jul hos mormor og morfar. 
De havde samme slags kugler på deres juletræ. 
Dem måtte jeg bare eje.

Derefter fandt jeg 3 gamle originale æsker med lyseholder til 5 kr pr æske med 9 holder i hver. 
Det var bare et godt fund.


En kage udstikker til kringler/småkager og et mundblæst apotekerglas fandt også plads i posen.




Det var et rigtigt hyggeligt marked, og det var spændende at se produktionsskolen. 
Eleverne havde også lavet mange flotte ting, blandt andet bord/bænkesæt og plantekummer.

Jeg vil helt sikkert komme igen til næste år.

søndag den 16. oktober 2016

Hvidløg.





Nu er det tid til at lægge hvidløg.

Feddene skal sættes i jorden nu, hvis de skal nå at vokse sig store og flotte - så de kan nå at udvikle et godt rodsystem, før vinteren sætter ind og inden næste års høst i juli.

I år har jeg købt årets sættehvidløg hos www.hvidlog-vin.dk ,
de har 4 forskellige økologiske sorter, primært af fransk oprindelse.

Jeg har købt 2 slags, Messidrôme og Thermidrôme begge hårdføre sorter der kan klare det danske klima.
Der var 2 løg i hver pose, som gav hver ca 30 fed tilsammen. 


Jeg har tidligere lagt fed af de hvidløg som man kan købe i Netto og andre dagligvare butikker, men de har enten ikke vokset eller været meget små.
Jeg har senere erfaret, at det er sorter som har brug for mere varme end vi har i Danmark.

Hvidløg skal plantes med den spidse ende opad i 8 cm dybde, med 10-12 cm afstand og  50 cm mellem rækkerne.
Man kan også plante dem i krukker.


Til foråret kommer hvidløgsspirene op. Så kan man plukke lidt af toppene til sin æggemad eller til drys på salaten.

Løgene høstes i løbet af juli og tørres på et ventileret sted.

Ej, jeg kan næsten ikke vente.

torsdag den 6. oktober 2016

Overflod i efterårs haven.


Pludselig er efteråret kommet i haven.


I sidste uge var der de smukkeste sensommer dage med sol og varme.

Og nu er farverne på træerne skiftet, og haven er klædt i gyldne blade og nøgne grene.


Frugttræerne i haven bugner med æbler og pærer.  

Flotte Ingrid Marie æbler
Belle de Boskoop
Belle de Boskoop
Jeg er så heldig at have en god veninde, der har et Pigeon æbletræ. 
Vi bytter æbler hvert år, så får hun Belle de Boskoop af mig og jeg får Pigeon æbler af hende. 

Pigeon æbler
Efterårs hindbærrene har stadig masser af bær.

Hindbær Autum Bliss
Valnødderne falder fra træet og er klar til at blive gemt til vinter og jul.


I urtehaven er der stadig masser af afgrøder at hente: porrer, pastinakker, rødbeder, gulerødder, persille, grønkål, squash og meget mere. 



Og ikke at forglemme, mine elskede georginer og roser, som står så flot i år og har givet masser af blomster og glæde hele sommeren.

Georginer


Jeg nyder at høste i vores have. 
Jeg ved og har det godt med, at der ikke er sprøjtet med gift eller at der ikke er gødet med andet end fåre- og hønsegødning fra vores egne dyr i urtehaven. 

Desuden smager hjemmedyrket grøntsager bare bedre og af mere end dem man køber i supermarkederne.


lørdag den 24. september 2016

Græskar høst.

Idag har vi høstet græskar.

Jeg købte en pose Mandel græskar i Plantorama. 
Jeg havde læst om planten på nettet. 

Vægt ca 200-300 gr. Den er velegnet til lagring. 
Kan tilberedes i microovn ( ca 5 min ) Det eneste man skal gøre er at fjerne kernerne og komme fyld i. 
Eller som man bruger almindelig græskar. 
Skulle smage nøddeagtig.



Jeg forkultiverede 2 frø, og plantede dem ud i vores mødding. 
Den ene gik til og den anden klarede sig fint. 
Idag har jeg høstet 49 græskar på denne ene plante. 




Det er da helt godt. 
Nu skal der laves bagte græskar, fyldte græskar, græskarsuppe osv.
Godt de kan gemmes.

onsdag den 31. august 2016

Lækker chokoladekage




Når jeg skal bage en chokolade kage, der er hurtig at lave og rigtig lækker, bliver det tit Mrs.Dunn's varme chokoladekage.

Jeg har bagt den mange gange, og den er lige god hver gang.

Det er en gammel opskrift fra Isabellas Veranda.

Du kan finde den på linket eller du kan få den her:

Tærtebund:


2 dl hvedemel
1 dl flormelis
100 gr smør
1-2 spsk vand

Fyld:

50 gr mørk chokolade, minimum 70%
100 gr smør
2 æg
200 gr sukker
50 gr mel
1 tsk bagepulver

Tænd ovnen på 180 grader.

Hak smør, flormelis og mel i en foodprocessor, saml dejen med vandet.
Læg dejen koldt i en times tid.

Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Bag bunden i ca 10 minutter.

Lav imens fyldet:

Smelt chokoladen i smørret i en tykbundet gryde ved svag varme.

Hæld blandingen i en skål og rør æggene i et ad gangen.
rør mel, sukker og bagepulver i og fordel fyldet på den forbagte bund.

Bag kagen i ovnen i 25 minutter, men kig til den efter 20 minutter.

Det er vigtigt at kagen ikke bliver helt gennembagt, men stadig er let flydende i midten.

Kagen vil synke lidt sammen, når den tages ud af ovnen. 

Serveres lun med frugt og/eller vanilleis.



søndag den 21. august 2016

Hvad har I oplevet på Gotland ?




Et af de mest almindelige spørgsmål man får, når man har været på ferie, er : Hvad har I set eller oplevet ?

Tja, det kommer jo helt an på hvem man er og hvad man interesserer sig for.

Vores ferie på Gotland har været spændende. 

Naturen er fantastisk. Gotlænderne er søde og gæstfrie.

Her er lidt af det vi oplevede.

Der er mange loppemarkeder overalt, Loppis. 
Nogle er små, som et bord ved indkørslen og andre lidt mere seriøse. Vi fandt nogle gode sager, til en fin pris.



Vi var hos 2 forskellige glaspustere, begge brugte recyclet glas. Det tiltaler mig at man genbruger istedet for at smide ud.

Det ene sted var  Visby Glaspusteri. De lavede mange skønne ting, både vinglas, skåle, flasker og meget andet.







Vi besøgte også Gotlands Spinneri. 
Som passioneret strikker var jeg nød til at købe noget uld fra Gotland, som de er så kendte for.



Åh, det var svært at begrænse sig. Der var så meget lækkert garn, som bare lå og var uimodståelig.




Det sidste sted af mange, jeg vil fortælle om ligger på Færö.

Vi blev nysgerrige på stedet da vi kørte forbi. 
Der stod masser af gamle veteran bilvrag, skilte, olietønder og meget andet i indkørslen.


Det var overalt. 








Det viste sig at være en meget berømt restaurant, Creperie Tati.



Alt var gammelt. Der var servering ude og inde. Vi bestilte en Elvis de luxe og en miss Taylor.


Meget lækre boghvede pandekager med fyld.

Og så var der Lummelunda grottan, raukerne, den blå lagune og meget meget andet.

Gotland er bare et skønt sted.