Livet består af øjeblikke. Der de store øjeblikke og der er de små. Jeg samler på dem alle, men mest på de små som sker hele tiden, bare man husker at skønne på dem. Alt kan bruges. De første vintergækker i haven, lækkert brød, oplevelser, mennesker, dyr osv. Jeg fortæller om mine øjeblikke, måske kan andre glædes sammen med mig ved at læse om dem.
fredag den 23. maj 2014
Syltede rødløg
I mandags havde jeg fødselsdag, og min mand havde inviteret mig ud at spise på Cafe Kirkeladen i Mesinge, Fyn.
Det er en hyggelig cafe som ligger i en gammel fredet kirkelade. Menukortet er ikke stort, men der er lækre retter at vælge imellem.
Jeg fik kyllingfilet viklet med serranoskinke, flødekartofler og en salat af babyleafs, mandler, feta og syltede rødløg.
Det hele var meget lækkert, men de der rødløg var bare fantastiske ovenpå salaten.
Jeg har googlet efter syltede rødløg, og har tilpasset forskellige opskrifter som jeg syntes de skal være.
De er bare lækre, og de kan jo også bruges til burgere, ovenpå leverpostej, frikadeller osv, kun fantasien sætter grænser. Her er opskriften:
Ca 8 store rødløg ( 2 fyldte glas )
2 dl vand
3 dl æbleeddike. Almindelig eddike kan også bruges
200 gr rørsukker
4 laurbær
10 hele sorte peberkorn
1 tsk salt
Løgene pilles og skæres i smalle både.
Kommes i glas som er skoldet med kogende vand og skyllet med atamon.
Vand, eddike, sukker, salt, laurbær og peberkorn koges op så sukkeret er opløst.
Væsken hældes over løgene og låget sættes på straks.
Skal stå og trække i ca 2 dage.
Men pas på, de er vanedannende.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar