søndag den 12. februar 2017

Koldhævede valnøddeboller.




Valnøddeboller er godt.

De er lækre til morgenbrød, til madpakken, til eftermiddagsteen eller bare lækre.

Jeg bager tit valnøddeboller, og min opskrift er bare så nem.
Dejen bliver rørt sammen dagen før de skal bages og kræver ingen specielle ingredienser.

Vores valnøddetræ giver os så mange valnødder hvert efterår at vi har dem i rigelige mængder og mange af dem ender i brød og boller.

Til ca 12 boller skal du bruge:

3 dl kærnemælk
3 dl koldt vand
20 gr gær
5 dl grahamsmel
3 dl hvedemel
1 dl havregryn
1 tsk salt 
1 håndfuld valnødder

Sådan gør du:

Kærnemælk, vand, gær og salt røres sammen.
Tilsæt grahamsmel og havregryn og rør rundt.
Tilsæt hvedemel og valnødder indtil dejen ikke er for flydende, men til at røre i.
Sæt film på skålen og sæt den i køleskabet natten over.

Næste morgen sættes bollerne på en bageplade med bagepapir med en spiseske. 
De skal IKKE æltes eller formes.


Forvarm ovnen på 250 grader (varmluft) 
Sæt bollerne i ovnen og skru ned på 225 grader og bag dem i 15 minutter.


Fyldet i bollerne kunne også være kerner, rosiner, revne gulerødder eller andet.

Kun fantasien sætter grænser.

tirsdag den 31. januar 2017

Porre tærte med broccoli. Klodens bedste.




Det er fantastisk nemt at lave en god tærte, fordi der er så mange muligheder for at variere fyldet.

Man kan altid lave en tærte med en rest af grøntsager eller kød.

Den kan serveres til frokost, til middag, som hyggelig natmad eller kold i madpakken.
Og fordi den smager lige godt, lige meget om den er varm, lun eller kold.

I vores familie har tærter i enhver form altid været i høj kurs.
Salt eller sød - det er godt det hele.


Opskriften har jeg brugt siden 1986 og jeg syntes stadig det er den bedste. 
Måske er tærtedejen ikke helt efter Sundhedsstyrelsens anvisninger, men den er sprød, lækker og lykkedes hver gang.


Til tærtedejen skal du bruge:
75 g magarine/smør
200 g mel
½ tsk salt
1 æg
1-2 spsk vand

Fedtstoffet smuldres i melet, salt tilsættes. Ægget piskes sammen og blandes heri. Til sidst samles dejen med lidt koldt vand.
Dejen rulles ud og lægges i en smurt tærteform, helst metal, så bliver bunden sprød.
Dejen prikkes med en gaffel og forbages i 10 minutterved 200 grader ( 175 grader ved varmluft)

Til fyld skal du bruge:

3 porrer
1 broccoli
2 dl creme cremefraiche 9 %
3 - 4 æg
1 tsk salt
kværnet peber
en god håndfuld revet ost efter smag
200 gr røget skinke eller kogt/stegt kylling skåret i små tern

Porrer skæres i skiver og broccoli deles i små buketter.
Kommes i letsaltet kogende vand i ca 5 minutter. Afdryppes.
Cremefraiche piskes sammen med æg og krydres med salt og peber.
Skinke/kylling fordeles i tærtebunden, porrer og broccoli lægges ovenpå.
Ost drysses på. 
Til sidst hældes æggeblandingen over hele tærten.

Bages midt i ovnen i ca 30- 40 minutter ved 200 grader 
( varmluft 175 grader)

Serveres med en god blandet salat, og i godt selskab.


torsdag den 1. december 2016

Kalenderlys dekoration.

I dag har jeg lavet en kalenderlys dekoration. 

Det er ikke hvert år jeg laver en dekoration med gran og lys. 

Jeg plejer at blive træt af granet efter et par uger, når det visner og drysser med grannåle.


Men i år havde jeg lyst til en juledekoration, som min mor lavede dem.

Lys og ler er købt i Netto, alt andet er noget jeg havde i forvejen eller har fundet i haven. 


Jeg kan bedst lide enkle dekorationer. 

Nu står min på vores sofabord. 

Jeg syntes, det er hyggeligt at tænde lyset hver aften og tælle dagene ned til juleaften.


God 1. december til jer alle.


mandag den 14. november 2016

Skifer fliser....... DIY


Sommetider trænger man til noget nyt, eller at der sker lidt nyt i hjemmet.

Jeg har længe været træt af vores løsning med en glasplade ved komfuret. 
Jeg ville gerne have glaspladen skiftet ud.



Det skulle ikke bare være nogle almindelige fliser eller en stålplade.

Men hvad ?

Pludselig kom ideen. 

Vi var på restaurant, og fik serveret en lille aperitif på en sort skifer plade. 
Jeg syntes at pladen var rigtig flot.

Hvad nu, hvis man anvendte brugte skiferplader fra et tag til en ny vægbeklædning ?
Jeg fortalte ideen til manden i mit liv og den var han med på.
Vi tog ud til en genbrugs/ophugger plads ved Odense. 
Ejeren havde lige hvad vi skulle bruge - gamle skifer tagplader.
Vi skulle bruge plader der kunne skæres ud til 19,5 cm x 19,5 cm. 
Han havde en kasse med frasorterede plader som var knækket eller revnet, men ellers ok. 
Der fandt vi hvad vi skulle bruge.



Og prisen ? Tja, 100 kr. Det var helt ok.

Hjemme blev pladerne skåret op i mål med en vådskærer.



Derefter blev de sat på væggen og fuget med sort fuge.






Til sidst blev de tørret rene og smurt med stenolie.
Vi er meget glade for resultatet.






Jeg kan især godt lide, at der er slid og huller efter brug på dem og at det er genbrug.

søndag den 6. november 2016

Tid til julemarked.




Idag har jeg været på November marked hos Østfyns Produktionsskole i Marslev.


Der var mange stande, hvor man kunne købe gode genbrugs ting, privat fremstillet husflid og kunsthåndværk. 


Der var også en del juleting, både nyt og gammelt.


Jeg fandt en æske med gammelt juletræs pynt. 


Kuglerne fik mig til at tænke på min barndoms jul hos mormor og morfar. 
De havde samme slags kugler på deres juletræ. 
Dem måtte jeg bare eje.

Derefter fandt jeg 3 gamle originale æsker med lyseholder til 5 kr pr æske med 9 holder i hver. 
Det var bare et godt fund.


En kage udstikker til kringler/småkager og et mundblæst apotekerglas fandt også plads i posen.




Det var et rigtigt hyggeligt marked, og det var spændende at se produktionsskolen. 
Eleverne havde også lavet mange flotte ting, blandt andet bord/bænkesæt og plantekummer.

Jeg vil helt sikkert komme igen til næste år.